Paintings

Metamorfoser
by Lisbeth Bonde Print

Kunstnerduoen Thyra Hilden & Pio Diaz er først og fremmest kendt for deres videooptagelser af ild, som de projicerer på bygninger i en 1:1 live illusion, der er så virkelighedsnær, at intetanende, der nærmer sig det virtuelle flammehav, kommer i alarmberedskab, fordi de fejlagtige antager, at det er en faretruende brand. Som skabere af ’City on Fire’ har de sat virtuel ild til AroS i Aarhus og til Domkirken i København – og til et antal bygninger og momumenter i udlandet i Rom, Berlin, Seoul, Gdansk, Ukraine og Frankfurt, og i efteråret 2010 udfører de en storladen, virtuel ’afbrænding’ af en af verdens syv vidundere: Colosseum i Rom.

Hvad de færreste imidlertid ved, er, at disse ’videopyromaner’ også arbejder koncentreret i et mindre format, nemlig i maleriets – om end deres malerier ofte kan være endog meget store. Her udnytter de erfaringerne med ilden og fører maleriet, denne urgamle, kunstneriske kategori, videre ad nye, ubetrådte veje. Ved at udforske og udfordre maleriet når de frem til nogle visuelt prægnante, uregerlige og koloristisk rige malerier, der på den ene side synes at rumme et svimlende uendelighedsperspektiv – som var der tale om kosmiske stjernetåger millioner af lysår borte – og på den anden side blænder op for mindsteenhederne, som når man betragter det myldrende liv i et mikroskop. Det store i det små og omvendt. Inspireret af flammernes uregerlige dramatik og uforudsigelige formforvandlinger tilfører de maleriet nogle hidtil usete motiver. Ved at ’male’ med aske og ved at eksperimentere med akrylmaling som alkymister i et laboratorium, arbejder de med maleriet i et udvidet felt. Når man møder Hilden & Diaz’ ekspressive, organiske og form- og stof-eksperimenterende billeder, står det klart, at de to kunstnere skriver sig ind i kunsthistorien, samtidig med at de fører en dialog med modernismen, navnlig efterkrigstidens abstrakt-ekspressive maleri samt det konceptuelle maleri fra 1960’erne og frem – her tænker jeg lige så meget på Jackson Pollocks drippaintings som på Sigmar Polkes kortslutninger af maleriet som et uendeligt stofligt mulighedsfelt.

Når de to unge kunstnere ’maler’ med aske, der fremstår i hele gråtoneskalaen, opstår der grafiske motiver af stor skønhed. ’Figurerne’ giver associationer til skyformationer eller til geologiske processer, samtidig med at der jo er tale om højst håndgribelige Vanitasbilleder, der er opstået af aske. Andre kunstnere i det 20. århundrede har anvendt aske og afbrændinger i deres værker – Jiri Georg Dokoupiel, Anselm Kiefer for at nævne nogle af de mest kendte eksempler på dette – men disse kunstnere kombinerer det altid med andre materialer, mens Hilden & Diaz ’maler’ med aske, der er opstået af brændt kød, træ, papir eller andre dagligdags materialer, som giver en varierende stoflighed, tæthed og farve. Asken presses sammen bag panserglas, der holder det urolige materiale på plads – dog vil det altid forskubbe sig lidt, hvorved motiverne transformeres, så nye motivverdener kan opstå af asken – som fugl Phønix. Samtidig spejles betragteren i glassets refleksioner og ser sig selv igennem asken – med en potentiel dødsoplevelse til følge. Ild er en mangeartet proces: Den er både purificerende og destruktiv, den giver varme og har i årtusinder hørt til menneskenes overlevelsesudstyr. Verdenskunstens første malerier blev malet på hulernes klippevægge med kul fra de slukkede bål. Ild er en hastigt accelererende oxidationsproces, og man skelner mellem ild og brand – det sidste er en ukontrollabel ild. Alle disse mange betydninger og associationslag spiller med i mødet med Hilden & Diaz’ uhyre tunge, komprimerede og dramatiske askebilleder.

Som to alkymister eksperimenterer de også med akrylmaling og emaljebaser og andre medier og lader disse knopskyde i lag og fortætte sig i uforudsigelige retninger og former på fladen i et på en og samme tid smukt og antiæstetisk udtryk. Ved at eksperimentere med kemien opstår der nogle metamorfoser på lærredet, der i øvrigt er anbragt i horisontal stilling under ’operationen’, således at der bestandigt kan opstå nye, uforudsete motiver. Dog har de to kunstnere efterhånden udviklet en vis ekspertise med hensyn til at styre dele af processen. Værkerne åbner for en lang række mulige ’læsninger’: fra erosioner, kemiske processer og organisk materiale som fx planter i et koralrev til marmoreringer, lava, krystaller og ismasser. Vi er lige så meget på jorden og under havet som i kosmos, hvor verdener og former bliver til og destrueres i en uendelig reaktionskæde. Det er både flydende og abstrakt, og krystalliseret og konkret, men gennemgående er motiverne af stor skønhed og i et væld af farver. I et enkelt maleri, der kan minde om en ’Rorschach-test’ har Hilden & Diaz lavet en spejling – på højre side af midteraksen har de udført et kemisk eksperiment i overvejende blå-grønne nuancer, og på den anden side har de gengivet de tilfældigt opståede kemiske processer ved at efterligne disse med malerpenslen. Her møder naturen det mennesketabte. Det står klart for betragteren, at naturen klart vinder denne skønhedskonkurrence. Der ligger mange års spændende eksperimenter forude for de to kunstnere frem mod nye, uforudsigelige formverdener, der samtidig udfordrer maleriet som kategori.

Lisbeth Bonde er cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Kunstredaktør ved dagbladet Information fra 1994-2002. Fra 2002 kunstskribent ved Weekendavisen med speciale i kunstreportager og kunstnerinterview. Har skrevet bøgerne: Kunstnere på tale (2002), Atelier-kunstnerens værksted (2003), SOLO, en monografi om maleren Peter Martensen. Sammen med Mette Sandbye udgav hun i 2006 bogen Manual til dansk samtidskunst, der introducerer til de nyeste tendenser i samtidskunsten. I 2007 udgav hun antologien Hvorfor kunst?, redigeret sammen med Maria Fabricius Hansen. Hun har desuden leveret en lang række artikler til kunstkataloger fra Georg Baselitz, Markus Lüpertz, Cornelius Völker til Allan Otte m.v.